Bramsnæs Kommune
Direktionen
15. maj 1997
Referat af kommunens årlige møde med bylaug og grundejerforeninger,
lørdag den 3. maj 1997
Til stede:
Borgmester Carsten Rasmussen
Formanden for udvalget for Teknik og Miljø, Anker Andersen
Formanden for Socialudvalget, Egon Larsen
Formanden for Kulturelt Udvalg, Edel Hinnerskov
Kommunalbestyrelsesmedlem Svend Madsen
Forvaltningschef Mogens Højland (referent )
Teamleder, Teknik & Miljøteamet, Carl Gustav Petersen
Repræsentanter for 22 grundejerforeninger og bylaug.
Borgmester Carsten Rasmussen bød velkommen og redegjorde i sin
beretning for:
Grønnehave: udbygning af det eksisterende plejecenter med flere
beskyttede boliger.
Kirke Hyllinge Skole: Tilbygning til brug for integreret fritidshjem
og skole-fritidshjem med 80 pladser.
Udstykningen Ammershøj: opførelse af 16 boliger til ældrekollektiv,
20 almennyttige boliger og udbud af 20 parcelhusgrunde.
Sæby-Gershøj Skole: Tilbygning med et klasseværelse.
Fritidscentret Hjørnet. Kr. Sonnerup: Tilbygning til udvidelse
med op til 36 pladser.
Gershøj: Arealreservation og lokalplan til bygning af 20 andelsboliger.
Kvotetildeling ikke givet af Boligministeriet, men forhandling herom
foregår.
Ejby Strand: Frigivet midler til kloakrenovering af utæt kloakledning.
Cykelstier: I amtets regionplanforslag angivet at cykelsti mellem
Biltris og Sæby-Gershøj Skole samt mellem Borrevejle Skov og Karlebyvej
(Hornsherredvej) vil blive anlagt i planperioden. Kommunen har overvejet
at anlægge cykelsti fra Lyndby til Li. Karleby af Karlebyvej.
Eiby Strandvej og Knudsvej. Ejby: Ikke afsat penge i 1997 til Knudsvej
's forlængelse. Kan eventuelt blive medtaget i kommende budgetter.
Der er projekt for sikring af bløde trafikanter på Ejby Strandvej,
men de to projekter hører sammen.
Naturgas: Pga. ændrede betingelser for naturgasselskaberne er udbygningen
af individuel naturgasforsyning indtil videre stillet i bero. I
stedet har det rådgivende ingeniørfirma, Energi & Miljøgruppen
tilbudt at udarbejde projekter for decentrale kraft/varmeværker
i Lyndby, Sæby-Gershøj og Kr .Sonnerup/Englerup.
Regionplanforslag 1997 fra Roskilde Amt: Kommunen har indsendt
bemærkninger til regionplanforslaget fra Roskilde Amt. I forslaget
er overførsel af Ejby Strand området til byzone medtaget, men Miljøministeriet
har gjort indsigelse herimod. Ministeren er inviteret til selv at
besigtige forholdene, men har endnu ikke reageret. Kommunen arbejder
videre på at få ændret ministeriets afgørelse.
Kommunen har haft følgende bemærkninger til regionplanforslaget:
- ønske om placering af erhvervsområde ved Dyvelslyst, eventuelt
ved "veksling" af areal med Vintapperudstykningen. Partiet
Venstre har ikke kunnet anbefale dette i kommunalbestyrelsen,
da området er udlagt som transportkorridor .
- Til de primitive lejrpladser ved Ejby Strand og Gershøj ønskes
mulighed for adgang fra søsiden.
- Der skal på et tidspunkt etableres en 400 kV ledning fra Kyndbyværket
ned gennem Hornsherred og kommunen ønsker denne etableret som
jordledning.
- Udbygningsmuligheden for Gershøj Havn er ikke med i regionplanforslaget,
og kommunen ønsker denne mulighed medtaget.
- Kommunen ønsker boligrummeligheden udvidet i forhold til forslaget
med 140 i Kr. Hyllinge, 8-10i den mindre landsbyer samt muligheden
for at få ca. 10 jordbrugsparceller, som er meget efterspurgt.
- Etablering af rundkørsel i krydset Hornsherredvej og Munkholmvej
og cykelsti langs hele Hornsherredvej, som er farlig for bløde
trafikanter.
Erhversudviklingsprogram: især projekterne bokvalitet og cyber-store
(handel via internettet) blev omtalt.
Kr. Hyllinge som kommunecenter: Kommunen har afsat midler til udvikling
af Kr. Hyllinge som kommunecenter med varieret detailhandelsstruktur,
gårdbutikker mv. Har herudover søgt fondsmidler i boligministeriet
til projektet. Der er n ved at blive nedsat projektgruppe.
Grønne boliger: I dialog med bygherre om etablering af grønt boligområde
med vægt på bæredygtige byggematerialer, genanvendelse, energibesparende
teknologi mv.
Agenda 21: Kommunen vil fremme agenda 21-målsætninger ved at tage
vidtgående miljøhensyn i alle aktiviteter .
Ny renovationsordning og indførelse af vandmålere: Dette har berørt
samtlige husstande i kommunen og i forhold hertil har der været
få problemer og klager.
Brugerundersøgelse på Rådhuset: en gennemført brugerundersøgelse
har vist meget stor tilfredshed med kommunens service idet knapt
90 pct. har erklæret sig tilfreds/meget tilfreds. De få utilfredse
har især været utilfredse med Rådhusets åbningstid, sagsbehandlingstiden
og forståeligheden i kommunens breve. Der arbejdes videre med at
forbedre dette.
Skov- og naturbørnehaven: Er anlagt naturskønt i Ejby med udsigt
over Dejligheden. Børnehaven har 30 pladser .
Fritvalgsordning: Kommunens borgere har som alternativt til de
kommunale pasningstilbud kunnet vælge at få økonomisk tilskud til
aflønning af "ung pige" e. lign.
Skoleforsøg: På Sæbe-Gershøj Skole er forsøg igang med udvidelse
af timetallet for 1-3 klasserne med 1 time om dagen. Dette foregår
i et samarbejde mellem skolen og institutionerne i området.
Budget 1998-2001: De to udligningsreformer fra midten af 90-erne
betyder fortsat, at kommunen i de kommende år får færre tilskud
fra staten. En undersøgelse udarbejdet af KL viser, at reformerne
alt i alt har kostet kommunen et beløb svarende til 1,54 skatteprocentpoint,
og dermed er kommunen en af de hårdest ramte i hele landet.
Der afholdes borgermøder i lokalområderne om regnskab 1996, budget
1997 og kommuneplanen den 4., 11., 16. og 18. juni.
Kraft/varme: Udvalgsformand Anker Andersen redegjorde for projekterne
om etablering af kraft/varmeværker. Kraft/varmeværkerne vil benytte
naturgas som varmekilde og producerer dels varme til forbrugerne
og el, der sælges til elselskabet. Varmeudgiften til forbrugerne
vil stort set svare til udgiften i dag, men det er en langt mere
miljømæssig opvarmningsform. Det er lagt op til, at forbrugerne
selvafgør om de vil have kraft/varme, således har rådgivningsfirmaet
en målsætning om 80 pct. .s tilslutning før etablering besluttes.
Det forudsættes, at kommunale bygninger tilsluttes fra starten,
og at kommunen giver en lånegaranti for at få den billigste finansiering.
Kommunen vil være til stede, når rådgivningsfirmaet afholder møder
med borgerne i forsyningsområderne.
|
Spørgsmål og debat:
Gershøj Bylaug så gerne, at man i kommuneplanen lagde mere vægt
på at etablere bynære fritidsområder i landsbyerne. Bevarelse og
udbygning af fodstier bør i højere grad have kommunens bevågenhed.
Renovationsordningen bør evalueres, idet der er skønhedsfejl, der
bør rettes.
- Vi bor i et naturskønt område, hvor fritidsmulighederne er
mange. Kommunen vil se positivt på stier og vil hjælpe inden for
lovgivningens rammer. Der er ikke flertal for ekspropriation som
middel til anlæggelse af nye stier, det må ske efter enighed med
ejerne. Renovationsordningen har haft mindre indkøringsvanskeligheder,
som vil blive rettet.
Grundejerforeningen Teglgården var utilfreds med, at renovationen
anvender store biler, der ødelægger veje, rabatter og skilte i sommerhusområdet.
Nyhedsbrevene kommer for sent ud til sommerhusejerne, grenaffald
fra hække er vanskeligt at bundte og dermangler udmelding af datoer
for de 4 årlige tømninger af papircontainere. Etablering af Kursuscenter
på Kyndeløse Strandvej betyder øget trafik, og grundejerforeningen
finder herefter ikke længere at det er rimeligt, at man skal betale
halvdelen af udgifterne til hastighedsdæmpende foranstaltninger
.
- Renovationsordningen udføres af en privat entreprenør efter
udbud. Hvis der er problemer med vognene, så kontakt kommunen,
der vil tage kontakt med entreprenøren. Kommunen finder ikke,
at kursuscentret er afgørende for fordelingen af finansieringen
af hastighedsdæmpende foranstaltninger på Sydmarksvej.
Grundejerforeningen Bramsnæsvig spurgte om der var kommet svar
på henvendelse vedrørende skydebanen Bredetved ?? .Tilbød kommunen
hjælp til forårets strandrensning på Ejby Strand. Så besparelser
ved nedlæggelse af fritidsområdet ved Ejby, da det ikke bliver anvendt.
Efterlyste containerplads til aflevering af storskrald. Så gerne
andre løsninger end bump, feks. radar, ved trafiksaneringen af Ejby
Strandvej.
- Ingen svar vedrørende skydebane endnu. Kommunen ser gerne et
samarbejde om strandrensning. Udflugtsområdet er amtets og Skov-
og Naturstyrelsens og påfører ikke kommunen udgifter. Området
bør annonceres bedre, så det anvendes. Etablering af containerplads
afhænger af KARA’s holdning, idet kommunen mener at KARA skal
stå for etableringen. Sagen drøftes løbende. Der kan ikke afleveres
storskrald på Materielgården i Ejby, da der ikke er plads på grunden.
PÅ landsplan er man gået bort fra radar, som middel til overholdelse
af hastighedsbegrænsning, men vi må overveje alternative løsninger
til bump og cikaner.
Grundejerforeningen Bregnagergård så gerne, at kommunen som myndighed
deltog aktivt i bekæmpelsen af ødelæggelser og lovovertrædelser
i sommerhusområderne. Der udøves ulovligt erhverv, store lastbiler
ødelægger veje og P-pladser, og der bygges skure af gamle materialer.
Stendiget ved Vester Digevej bliver gennembrudt af anden grundejerforening
og diget flyder med gamle skraldestativer og grene. Har henvendt
sig til kommunen og haft møde om diget, men intet svar endnu. Kursuscentret
nødvendiggør, at strandvejen gøres bredere, og de grønne områder
ved Troldkællingen ødelægges. Byggeaktiviteter trækker ud i tid,
og grundene henligger som byggepladser i årevis. Der parkeres, så
der er vanskelig tilkørsel til koteletgrunde ved feks. udrykning.
- Kommunen gør hvad den kan. Det er en diskussion om, hvem der
har anmeldelsespligten. Fordi kommunen tilskriver og gør opmærksom
på ulovligheder er der ingen garanti for at henstillingerne følges,
snarere tværtimod. Kommunen farer ikke ud med politianmeldelser
i utide, det er et drastisk skridt, og spørgsmålet er, om politiet
kan og vil gøre noget i sådanne sager. P-pladser til lastbiler
er medtaget i kommuneplanforslaget. Kommunen vil hurtigt vende
tilbage vedrørende opfølgning på mødet om diget. Vil se på vejbredden
på strandvejen. I lokalplanen for kursuscentret er stadfæstet,
at parkering skal ske på egen grund, og at camping ikke er tilladt.
Grundejerforeningen Sømod. Gershøj så gerne, at der etableres pælebro
ved udflugtsområdet i Gershøj. Vil gerne have genoprettet kirkesti
fra Gershøj til Holtensmindevej .
- Der er lokalplanændring på vej vedr. udflugtsområdet, således
at camping og bålplads kan etableres nede ved stranden. Der vil
blive foretaget høring herom. Der skal indgås aftale med amtet
om kommunens arbejdsopgaver i forbindelse med vedligeholdelse
af området. Se på genetablering af kirkesti. Hvis vi ikke passer
på vores stier forsvinder de.
Grundejerforeningen Tempelkrogen var utilfreds med, den omsiggribende
manglende respekt for overholdelse af regler. Der er anarkister
og så folk, der vil have regler .
- Det er kun et fåtal, der ikke retter sig efter reglerne. Vi
skal måske ikke have så mange regler, men være bedre til at holde
hinanden i ørerne. Dette er mere virkningsfuldt end et brev fra
kommunen. Kommunen gør hvad den kan og inden for de ressourcer,
der er til rådighed. Kommunen har også en mæglingsrolle i forholdet
mellem borgere og mellem grundejerforeninger .
Grundejerforeningen Bigården så positivt på etableringen af lejrpladser,
det giver turister og dermed penge til kommunen. Der efterlystes
flere offentlige legepladser i kommunen og i Bigårdens område er
der en velegnet lokalitet hertil. Var skeptisk over for for meget
frivilligt arbejde, da dette kun medfører øget arbejdsledighed.
Det er godt med cykelstier, men dem der er, er i for dårlig stand.
- Der er offentlige legearealer i de eksisterende boligområder.
Ved anlæg af nye boligområder er man meget opmærksom på, at der
skal etableres legearealer og grønne områder i tilknytning her
til. Man er endvidere opmærksom på, at der skal sættes ind på
vedligeholdelse af cykelstierne, og dette indgår i kommunens vejvedligeholdelsesbudget.
|